Sommeren er til at skrive i! Et arbejdslegat fra Kunststyrelsen på 100. 000 kr. er just dumpet ind og har gjort skriblerierne sødere og sjovere. Fantastisk at kunne fordybe sig i historiefortælling sådan uden videre uden at skulle bekymre sig om elregningen og sommerens is-budget.
Sommetider går man længe
på en vej, før man opdager,
det er en andens
mund.
At barndommen er et glasskår, som jeg skiftevis holder op mod solen og knuger i min blødende hånd.
Hvem kender ikke Alice i Eventyrland og hendes mærkværdige eventyr, særligt fra tegnefilm og andre værkers allusioner til bogen? Men det er først for nyligt, at jeg selv har sat mig ned og rent faktisk læst "Alice in Wonderland" og "Through the Looking-Glass" i deres originale udgaver (i forbindelse med en opgave på universitetet).
Jeg havde en forventning om, at de ville være støvede, uforståeligt bizarre og svære at komme igennem. I stedet er jeg faldet fuldstændigt for de to gamle bøger af Carroll Lewis og kan kun anbefale dem på det varmeste til voksne og børn over 7 år og lidt til. De er morsomme, dynamiske, poetisk filosofiske og vender verden på hovedet med en ynde, der er meget lærerig og sjældent charmerende.
Der løber også en grum eventyrlighed i teksten, der er befriende i en tid, hvor små pigebørn konstant iscenesættes med smukke regnbuer, ponyer, bobler, nuttethed og glimmer allevegne (til kvalmepunktet og længere). Alice er en sød lille pige, men hun er nysgerrig, begærlig, aggressiv og kvik, selvom hun kom til verden i en stram viktoriansk tidsalder. Hør hende bare ryste sin barnepige ved at foreslå: "Do let's pretend that I'm a hungry hyæna, and you're a bone!"
Mit favoritafsnit er fra "Through the Looking-Glass", da Tweedledee og Tweedledum henleder Alices opmærksomhed på den Røde Konge, som ligger og snorker højlydt i græsset med nathue på:
"He's dreaming now," said Tweedledee: "and what do you think he's dreaming about?"
Alice said, "Nobody can guess that."
"Why, about you!" Tweedledee exclaimed, clapping his hands triumphantly. "And if he left off dreaming about you, where do you suppose you'd be?"
"Where I am now, of course," said Alice.
"Not you!" Tweedledee retorted contemptuously. "You'd be nowhere. Why, you're only a sort of thing in his dream!"
"If that there King was to wake," added T weedledum, "you'd go out--bang!--just llke a candle!"
"I shouldn't!" Alice exclaimed indignantly. "Besides, if I'm only a sort of thing in his dream, what are you, I should like to know?"
"Ditto," said Tweedledum.
"Ditto, ditto!" cried Tweedledee.
He shouted this so loud that Alice couldn't help saying, "Hush! You'll be waking him, I'm afraid, if you make so much noise."
"Well, it's no use your talking about waking him," said Tweedledum, "when you're only one of the things in his dream. You know very well you're not real."
"I am real!" said Alice, and began to cry.
"You won't make yourself a bit realer by crying," Tweedledee remarked: "there's nothing to cry about."
"If I wasn't real," Alice said--half-laughing through her tears, it all seemed so ridiculous-- "I shouldn't be able to cry."
"I hope you don't suppose those are real tears?" Tweedledum interrupted in a tone of great contempt."
Hver søndag sad jeg i min fineste kjole og prøvede at få tiden til at gå. Nadvermøderne i kirken varede en evighed. Den ene voksne efter den anden kom på talerstolen og prædikede om Gud og Jesus og alle budene, og jeg forstod meget lidt og kedede mig til desperation. Som jeg sad og dinglede med benene på mit sæde var Sangbogen det eneste jeg havde at underholde mig med. Jeg kunne læse. Og jeg fandt systemer. Hvilket bogstav er der flest salmer, der begynder med? Hvor mange forskellige slags takter er der? Hvilken salme har flest vers?
Jeg blev fortrolig med Sangbogen som kun et barn kan.
En søndag så min far henkastet på den salme, jeg var ved at undersøge. Det var “En rose så jeg skyde”. Salmen handlede i virkeligheden om Jesus, fortalte han mig.
Jeg læste salmen igennem så godt jeg kunne. Der stod ikke Jesus en eneste gang. Jeg læste den igen. Og igen. Mange af ordene forsøgte jeg at læse bagfra - for at finde Jesus, men jeg kunne ikke finde ham. Alligevel var jeg sikker på, at han var der et sted.
Et eller andet mystisk sted i teksten, som det ikke var alle, der kunne se, var Jesus. Jeg var frustreret over ikke at finde stedet, men dybt fascineret over at der i en salme, der så helt almindelig ud kunne skjule sig en sådan gåde. At ord kunne handle om noget, men i virkeligheden om noget andet.
Jeg leder stadig i ordene.
Jeg leder ikke længere efter Jesus, men alligevel efter det som hans figur repræsenterer: svar på hvad det vil sige at være et menneske, blueprints til sindet. Forløsning.
Jeg holder fast i at det (især for et barn) er langt vigtigere at finde spørgsmål, der driver dig frem i levende nysgerrighed - end at blive stopfodret med præfabrikerede svar og moraler.
“Hvad Lille Line vidste” handler om en lille pige, der en morgen vågner op og finder sig selv i et tilsyneladende fremmed landskab. Hun går på opdagelse og finder ud af, at hun bor på sin mors krop. En giftig svamp har gjort moderen enorm og overvældende stor. Lille Line må hjælpe sin mor med at blive fri af svampen og dens gift.
Bag på bogen står der så gådefuldt:
“Hvad Lille Line vidste var kun ganske lidt!
Hun vidste, at hun hed Lille Line.
Men ikke hvor hun var.
Om hun havde forældre i verden.
Eller hvem det var, der gav hende Cornflakes
Ud og af sted rejser Lille Line og finder de største svar på de dybeste steder.”
Flemming B. Jeppesen har illustreret fortællingen, og flere af billederne er close-ups på moderen, hvor hver en pore og hvert et hår står frem. Tegningerne er både smukke og grimme med deres anatomiske fastholdelse.
Første gang jeg så dem, blev jeg forfærdet. Det var en mærkelig skræk, der pludselig rejste sig i mig. Gjorde det tydeligt for mig selv, at jeg har et indlært dogme om, at mor er smuk, kun smuk, altid smuk - sig ikke andet, vis mig aldrig andet, lad vær. Det er, som om moderen - når hendes krop bliver så menneskelig, så kødelig - bliver berøvet en evighed, en plastisk tidløshed, som det indre barn har givet hende.
Mor er en krop. Hun er smuk, og hun er grim. Hun er et menneske. Som jeg. Hvor er det dejligt. Hvor er det forfærdeligt.
Jeg er glad for Flemmings tegninger nu: for at min tekst, der søger at udforske det moderlige landskab, ikke endte med at blive akkompagneret af en yndig og glat madonna med hud som silke, men en kvinde i fuld menneskelighed.
Jeg kigger på hudens furer og hårene, der står op som siv og har skiftevis lyst til at se væk og se dybere.
Køb "Hvad Lille Line vidste" her.
Lån "Hvad Lille Line vidste" på biblioteket her.
Endelig udkommer "Hvad Lille Line vidste". En tekst jeg skrev for snart tre år siden og som har måtte igennem mange forlagsstrabadser før den blev til en vaskeægte bog, der dufter af tryksværte og fylder en favn, når den er opslået.
Nu er den her.
Ja.
Hvor er det en god følelse.
