Rachel Röst

Post

2008-07-04T10:58:00.002+02:00

Sommeren er til at skrive i! Et arbejdslegat fra Kunststyrelsen på 100. 000 kr. er just dumpet ind og har gjort skriblerierne sødere og sjovere. Fantastisk at kunne fordybe sig i historiefortælling sådan uden videre uden at skulle bekymre sig om elregningen og sommerens is-budget.

Kærlighed

2008-06-11T21:06:00.001+02:00

Sommetider går man længe
på en vej, før man opdager,
det er en andens
mund.

Leitmotif

2008-06-04T16:08:00.004+02:00

At barndommen er et glasskår, som jeg skiftevis holder op mod solen og knuger i min blødende hånd.

Alice er et eventyrland

2008-05-23T23:10:00.007+02:00

Hvem kender ikke Alice i Eventyrland og hendes mærkværdige eventyr, særligt fra tegnefilm og andre værkers allusioner til bogen? Men det er først for nyligt, at jeg selv har sat mig ned og rent faktisk læst "Alice in Wonderland" og "Through the Looking-Glass" i deres originale udgaver (i forbindelse med en opgave på universitetet).
Jeg havde en forventning om, at de ville være støvede, uforståeligt bizarre og svære at komme igennem. I stedet er jeg faldet fuldstændigt for de to gamle bøger af Carroll Lewis og kan kun anbefale dem på det varmeste til voksne og børn over 7 år og lidt til. De er morsomme, dynamiske, poetisk filosofiske og vender verden på hovedet med en ynde, der er meget lærerig og sjældent charmerende.
Der løber også en grum eventyrlighed i teksten, der er befriende i en tid, hvor små pigebørn konstant iscenesættes med smukke regnbuer, ponyer, bobler, nuttethed og glimmer allevegne (til kvalmepunktet og længere). Alice er en sød lille pige, men hun er nysgerrig, begærlig, aggressiv og kvik, selvom hun kom til verden i en stram viktoriansk tidsalder. Hør hende bare ryste sin barnepige ved at foreslå: "Do let's pretend that I'm a hungry hyæna, and you're a bone!"

Mit favoritafsnit er fra "Through the Looking-Glass", da Tweedledee og Tweedledum henleder Alices opmærksomhed på den Røde Konge, som ligger og snorker højlydt i græsset med nathue på:

"He's dreaming now," said Tweedledee: "and what do you think he's dreaming about?"
Alice said, "Nobody can guess that."
"Why, about you!" Tweedledee exclaimed, clapping his hands triumphantly. "And if he left off dreaming about you, where do you suppose you'd be?"
"Where I am now, of course," said Alice.
"Not you!" Tweedledee retorted contemptuously. "You'd be nowhere. Why, you're only a sort of thing in his dream!"
"If that there King was to wake," added T weedledum, "you'd go out--bang!--just llke a candle!"
"I shouldn't!" Alice exclaimed indignantly. "Besides, if I'm only a sort of thing in his dream, what are you, I should like to know?"
"Ditto," said Tweedledum.
"Ditto, ditto!" cried Tweedledee.
He shouted this so loud that Alice couldn't help saying, "Hush! You'll be waking him, I'm afraid, if you make so much noise."
"Well, it's no use your talking about waking him," said Tweedledum, "when you're only one of the things in his dream. You know very well you're not real."
"I am real!" said Alice, and began to cry.
"You won't make yourself a bit realer by crying," Tweedledee remarked: "there's nothing to cry about."
"If I wasn't real," Alice said--half-laughing through her tears, it all seemed so ridiculous-- "I shouldn't be able to cry."
"I hope you don't suppose those are real tears?" Tweedledum interrupted in a tone of great contempt."

Vidunderligt! Tankevækkende, morsomt og med en befriende mangel på nostalgi og pakken Barnet ind i vat. Har straks og med stor tilfredshed indlemmet disse to bøger i bogsamlingen og forudser, at jeg kommer til at plage adskillige børn i skolealderen om at få lov til at læse Alice højt for dem.

At finde spørgsmålene

2008-03-08T15:53:00.004+01:00

Hver søndag sad jeg i min fineste kjole og prøvede at få tiden til at gå. Nadvermøderne i kirken varede en evighed. Den ene voksne efter den anden kom på talerstolen og prædikede om Gud og Jesus og alle budene, og jeg forstod meget lidt og kedede mig til desperation. Som jeg sad og dinglede med benene på mit sæde var Sangbogen det eneste jeg havde at underholde mig med. Jeg kunne læse. Og jeg fandt systemer. Hvilket bogstav er der flest salmer, der begynder med? Hvor mange forskellige slags takter er der? Hvilken salme har flest vers?
Jeg blev fortrolig med Sangbogen som kun et barn kan.
En søndag så min far henkastet på den salme, jeg var ved at undersøge. Det var “En rose så jeg skyde”. Salmen handlede i virkeligheden om Jesus, fortalte han mig.
Jeg læste salmen igennem så godt jeg kunne. Der stod ikke Jesus en eneste gang. Jeg læste den igen. Og igen. Mange af ordene forsøgte jeg at læse bagfra - for at finde Jesus, men jeg kunne ikke finde ham. Alligevel var jeg sikker på, at han var der et sted.
Et eller andet mystisk sted i teksten, som det ikke var alle, der kunne se, var Jesus. Jeg var frustreret over ikke at finde stedet, men dybt fascineret over at der i en salme, der så helt almindelig ud kunne skjule sig en sådan gåde. At ord kunne handle om noget, men i virkeligheden om noget andet.
Jeg leder stadig i ordene.
Jeg leder ikke længere efter Jesus, men alligevel efter det som hans figur repræsenterer: svar på hvad det vil sige at være et menneske, blueprints til sindet. Forløsning.
Jeg holder fast i at det (især for et barn) er langt vigtigere at finde spørgsmål, der driver dig frem i levende nysgerrighed - end at blive stopfodret med præfabrikerede svar og moraler.

Tæt på mor

2008-02-16T01:37:00.004+01:00

“Hvad Lille Line vidste” handler om en lille pige, der en morgen vågner op og finder sig selv i et tilsyneladende fremmed landskab. Hun går på opdagelse og finder ud af, at hun bor på sin mors krop. En giftig svamp har gjort moderen enorm og overvældende stor. Lille Line må hjælpe sin mor med at blive fri af svampen og dens gift.

Bag på bogen står der så gådefuldt:

“Hvad Lille Line vidste var kun ganske lidt!
Hun vidste, at hun hed Lille Line.
Men ikke hvor hun var.
Om hun havde forældre i verden.
Eller hvem det var, der gav hende Cornflakes

Ud og af sted rejser Lille Line og finder de største svar på de dybeste steder.”

Flemming B. Jeppesen har illustreret fortællingen, og flere af billederne er close-ups på moderen, hvor hver en pore og hvert et hår står frem. Tegningerne er både smukke og grimme med deres anatomiske fastholdelse.

Første gang jeg så dem, blev jeg forfærdet. Det var en mærkelig skræk, der pludselig rejste sig i mig. Gjorde det tydeligt for mig selv, at jeg har et indlært dogme om, at mor er smuk, kun smuk, altid smuk - sig ikke andet, vis mig aldrig andet, lad vær. Det er, som om moderen - når hendes krop bliver så menneskelig, så kødelig - bliver berøvet en evighed, en plastisk tidløshed, som det indre barn har givet hende.

Mor er en krop. Hun er smuk, og hun er grim. Hun er et menneske. Som jeg. Hvor er det dejligt. Hvor er det forfærdeligt.

Jeg er glad for Flemmings tegninger nu: for at min tekst, der søger at udforske det moderlige landskab, ikke endte med at blive akkompagneret af en yndig og glat madonna med hud som silke, men en kvinde i fuld menneskelighed.

Jeg kigger på hudens furer og hårene, der står op som siv og har skiftevis lyst til at se væk og se dybere.

Køb "Hvad Lille Line vidste" her.
Lån "Hvad Lille Line vidste" på biblioteket her.

Fødsel

2007-12-15T16:39:00.000+01:00

Endelig udkommer "Hvad Lille Line vidste". En tekst jeg skrev for snart tre år siden og som har måtte igennem mange forlagsstrabadser før den blev til en vaskeægte bog, der dufter af tryksværte og fylder en favn, når den er opslået.

Nu er den her.
Ja.
Hvor er det en god følelse.

Hjemme fra researchtur til Grønland: Billeder fra Narsaq

2007-08-15T21:38:00.000+02:00

Havnen i Narsaq. Fuld af isbjerge og storis.

Narsaq ved foden af fjeldet.

Narsaq havn i tågen. Isen låste havnen denne dag.

Grønlandske valmuer.

Min søn, Silas, ved et strandet isbjerg, som i
øvrigt smagte dejligt ...

Farvel til Narsaq - og videre med en foruroligende
lille båd til Julianehåb/Qaqortoq

Bevar Københavns biblioteker

2007-06-03T13:06:00.000+02:00

Kultur- og fritidsforvaltningen i København har fremlagt forslag til fremtidens bibliotekstilbud i København.

Der ønskes større biblioteker, café-stemning og lange åbningstider. Men det kan betyde nedlæggelse af op til 10 filialer i København. I stedet er der planer om kun at have ét stort lokalbibliotek i hver af Københavns 10 bydele.

Det er påfaldende, at de lukningstruede biblioteker ligger i socialt belastede områder, hvor bibliotekerne udfylder utroligt vigtige funktioner. De er uundværlige i integrationen, udgør fristeder for børn, der mangler væresteder, de er samfundsformidlende og deltager aktivt i lokalområdernes netværk af skoler, børnehaver m.m. Disse biblioteker kan IKKE undværes.

Hvis der bliver langt til biblioteket tabes især ældre og børnene.

Den personlige kontakt mellem borger og bibliotekar risikerer at briste.

Større er ikke nødvendigvis bedre.

Et bibliotek er mere end en bogsamling, mere end en vidensbank.

Et bibliotek er en levende del af lokalområdet. Lige så vigtigt som skolen nede om hjørnet eller supermarkedet på torvet.

Man nedlægger ikke et bibliotek uden at ødelægge et dyrebart netværk - og forkrøble en bydel.

Støt bibliotekerne i København: http://www.bevarbibliotekerne.skrivunder.dk/

LUKNINGSTRUEDE BIBLIOTEKER:

Tingbjerg

Bispebjerg

Husum

Sydhavnen

Christianshavn

Solvang

Ørnevej (Nordvest-kvarteret)

Islands Brygge (Amager)

Bibliotekshuset Rodosvej (Amager)

Vigerslev

Blågården (Nørrebro)

Det røde sjal

2006-11-15T21:29:00.000+01:00

Min mor har været syg det meste af mit liv, også da jeg var en lille pige.

Hun fik også dengang meget medicin og sov det meste af dagen, så man skulle være stille og ikke larme eller le højt. Man kunne forsigtigt åbne døren til soveværelset på klem og se hendes tykke blonde hår stikke op over dynen i en rodet sky. Når sengen knirkede, betød det, at mor var ved at stå op. Eller at hun tungt vendte sig om på den anden side.

Om vinteren hang min mors store røde sjal i det mindste i entreen. Det slog jeg sommetider armene om og begravede næsetippen i. Det duftede så fantastisk af mor. Præcis lige som hendes varme hals.

Torturlæsning

2006-11-14T18:31:00.000+01:00

Min far havde en broget bogsamling, som mest bare stod og bøjede hylderne med deres tyngde. Han havde vist i virkeligheden for travlt med at lære folkeskoleelever at læse til selv at læse.
Men jeg lærte at læse, og jeg læste, jeg læste meget, jeg læste rigeligt, jeg borede mig ind i hans brogede bogsamling og afslørede alt, hvad der kunne afsløres. Jeg læste mig rundt i hans interessers afkroge og fandt i yderkanterne oplysninger, som han muligvis ikke anede eksisterede, der i hans arbejdsværelse eller på reolvæggen i stuen.

For eksempel ejede min far et oversigtsværk over engelsk historie på tolv bind. I fjerde bind var et farveopslag, der nøjagtigt og med billedlig udpensling beskrev engelske torturmetoder. En mand hængt op i sine spredte ben blev savet midt over, en anden fik huden sprællet af med en skarp kniv. En tredje blev revet fra hinanden mellem fire heste på vej mod hver sit verdenhjørne. Sådanne sider skulle nydes og gyses over i smug, skønt jeg vist delte min fornøjelse med mine to yngre søstre ...

Det er længe siden. Det var dengang, det stadig var almindeligt med bøger, der skulle sprættes op. Jeg har nu altid - også da - fundet det forstyrrende at skulle læse bevæbnet og snitte mig vej ind i historien.

November

2006-11-13T18:45:00.000+01:00

Hun sidder i en krog med et tæppe om benene, hendes fingre leger med dets frynser. Da kommer November og putter sig ind til hende med ansigtet i hendes varme, duftende armhule. Hun stryger November over dagene, sådan som man aer en kælen kat, der for ikke længe siden har skubbet et fyldt glas på gulvet. November sniger en arm om hendes lænd, og hun lader ham, selvom hendes underlæbe bliver blå. ”Kom nærmere, læg dig helt ind til mig, November”, hvisker hun. ”Bid mig i kinden, giv min hals dine kuldekys, og gå så, inden du slår mig ihjel. Efter dig vil December være lun og lys”.

Blogblok

2006-11-12T21:09:00.000+01:00

Jeg har det bedst med at fordybe mig.

De sidste par uger har jeg flagret rundt og kun nået at sætte mig, før et nyt sted/emne/menneske krævede min opmærksomhed.
Bloggen er en del af problemet. Disse dage føles den ikke længere som et befriende vindue til verden, men som et hul i mig, hvor min opmærksomhed, nysgerrighed og lyst til at skrive siver ud i dryp.

Jeg trænger til at fordybe mig, nedsænke mig fuldstændigt og glemme, der er en verden udenfor.
Skrive en flod i stedet.
Samle.

Men helst vil jeg kunne blogge og fordybe mig andetsteds.
Måske min evne til at engagere mig dybt er for monogam.

Skrøbelige, gamle russere

2006-11-12T15:38:00.000+01:00

Jeg har arvet en mængde russiske (oversatte) klassikere af min oldemor. Bøgernes rygge er så porøse og stive, at de falder af, hvis jeg åbner bøgerne mere end på klem. Jeg kunne ikke holde fingrene fra Dostojevskij, så ryggen faldt af og kunne ikke limes på igen ordentligt. (Jeg kunne næsten have lyst til at påstå, det var "Idioten", men det var vist første bind af "Brødrene Karamasov").

[Efter inspiration af Klaus]

Hep på heksen

2006-11-11T21:58:00.000+01:00

Jeg kunne ikke fordrage Hans og Grethe. De stod for mig som stupide og grådige børn, der havde fortjent at blive spist.

Skosalt og eventyr

2006-11-10T22:41:00.000+01:00

En gang imellem fik jeg nye sko. I skoæsken lå en lille pose med store giftige saltkorn, som børn under ingen omstændigheder måtte spise. Jeg fandt poserne dybt fascinerende. En gang sad jeg længe, alene, med posen i hånden, indtil min håndflade begyndte at svede. En anden gang slikkede jeg på den lille pose.
Jeg gik ikke længere end at hælde saltkornene ud på bordet og nulre hvert enkelt forsigtigt, nærmest kærligt, mellem fingerspidserne. Kun i tankerne.

Jeg havde en vag forestilling om Torneroseforgiftning. Var det de 100 års søvn eller det ene kys? Eller at være en del af en fortælling? Dødsdrift? Harmløst børnepåfund, som dengang jeg og mine søstre smeltede modellérvoks på det elektriske varmeapparat? Hvor stod jeg i min egen fortælling?

Kære liv ...

2006-11-10T16:55:00.001+01:00

Mere "ja" og mindre "nej", tak.

Mere Blod

2006-11-09T17:23:00.000+01:00

Meget pudsigt var Bloddonorene idag ude på Københavns Universitet og tappe unge frivillige for frisk blod. Heller intet spild af blod her - der er brug for de dyrebare dråber.

Stoker's Dracula

2006-11-09T11:03:00.000+01:00

Dracula er aristokrat, greve, med blåt blod i årerne - og alligevel nedlader han sig til at suge af andre, jævnere folk. Optager deres blod i sig.
Det er et selvkontrolleret indtag. Han flænser, river, slår ikke om sig. Han drikker af mennesker, fordi han har brug for blod. Han lader ikke en dråbe gå til spilde, men suger af halsens kilde, som de gamle katolikker sugede af nadvervinen med et strå for ikke at spilde en dråbe af den hellige væske, consecratio, vin forvandlet til Kristi blod.
Det forfærdende og tiltrækkende ved Dracula ligger i hans dobbeltkarakter: han er sofistikeret og brutal, selvbehersket og invaderende. (Og hans natur flirter konstant med det blasfemiske).

Det er denne form for horror, der fascinerer mig. Hvor monsteret, vanskabningen, skurken er i besiddelse af intelligens og evnen til selvkontrol, der giver et logisk skind til de vanvittige, lidenskabelige eller sygelige handlinger, det udfører.

Hovedpersoner

2006-11-08T11:02:00.000+01:00

Jeg har haft problemer med min roman. Kun bestemte passager synes at interesse mig, jeg japper igennem andre scener for komme til hendes, det lader til jeg har tabt interessen for ham, og hvad skal det betyde? Jeg lader til at synes at min hovedpersons mor er mere spændende end min hovedperson. Hvilket kunne betyde, at jeg burde skifte hovedperson ...

Gys.

Jeg håber, at det er en fase. Må holde fast i ham, min Noah. Prøve at lære ham at kende på en ny måde.

Man skifter ikke bare hovedperson. Så er det en helt anden roman, en helt anden historie - og jeg har skrevet mange, mange sider ...

Må se om jeg kan få min interesse for hende, længsel kan man næsten kalde det, sublimeret ned i teksten i stedet.

De her mennesker man lærer at kende på papir - de bliver så virkelige. Når jeg skriver denne post, har jeg dårlig samvittighed, føler at jeg svigter Noah ved at foretrække hans mor.

Jeg puster liv i papirspøgelser, og papirspøgelserne puster liv i mine ...

[En anden type forfatter end jeg ville så skrive en roman om en forfatter, der forsøger at skrive en roman, men har problemer med sine karakterer, der også synes at gribe dybt ind i forfatterens liv - den metaroman skal jeg spare jer for]

Byens Bip

2006-11-07T12:45:00.000+01:00

Jeg kørte hjem gennem København i går i en af disse nye busser, der ved hvert stop bipper højt og gennemtrængende, så længe dørene er åbne – for at slå over i falset bip, når dørene begynder at lukke. Efter en halv time med det system var jeg stresset og havde hovedpine. Og når man først begynder at lytte efter, er de alle vegne. Bippene.

Bippene lader til at brede sig konstant og er nu byens mest dominerende signal. Men hvilken slags signal?

I butikken bliver mine varer skannet ind, og dette bip for hver vare er et kvitteringsbip, der skal virke forsikrende – varen er genkendt.

På vaskeriet bipper maskinerne til min oplysning, når tøjet er færdigvasket.

Ved fodgængerovergangene bippes der langsomt, når der er rødt lys og hurtigt, når der bliver grønt – det er en oplysning til de blinde og synsbesværede.

Togdøre, metrodøre, busdøre bipper og hyler. Antageligt for at undgå ulykker.

Bakkende lastbiler bipper – pas på!

Hver butik er udstyret med alarmer, der bipper eller hyler, hvis en vare, der ikke er betalt, føres ud af butikken – her råber bippet ”tyv”!

Der er mange andre bip i byen.

Mange er disse bippende og hylende lyde er overflødige, for generende eller højrøstede og kunne erstattes af andre roligere lyde eller af en indtalt stemme. Lydene stresser, når samme type lyd bruges på så vidt forskellige måder: jeg skal hele tiden afkode, hvorvidt jeg er en tyv, skal trække væk fra lukkende døre, står i vejen for en lastbil eller skal føle mig beroliget af et kvitteringsbip. Byens stemme er blevet for monoton, for mekanisk. Det er på tide at tænke mere kreativt omkring København som lydlandskab. Erhvervslivet har i mange år tænkt i lyddesign. Det kunne være en idé for byplanlægningen også. Eksplosionsmotoren byder på rigelig larm, uden den suppleres af bip, bip, bip.

I det mindste ...

2006-11-06T18:03:00.000+01:00

... ved jeg, at når min hals smerter, er det ikke fordi ord sidder fast dernede, ord med for meget kant til at kunne slide sig fri.

Ryst ordene II

2006-11-05T16:31:00.000+01:00

Hospitalsang. Moderklage. Naglestreng. Jordmord.

Stjerneskimmel. Forrædero. Lommeflygte.

Tillidsstækkende. Hjerteflod.

Skak nat.

En dag og et vejr

2006-11-05T16:03:00.000+01:00

Jeg var ude at cykle med min søn i det grå og våde novembervejr. Vi fik våde kinder og røde næser. Jeg kørte uden om vandpytterne, min søn kørte gennem dem. Næsten hjemme opdagede jeg, at de brune og gule blade på jorden næsten alle sammen lå med bagsiden opad - som om de skammede sig.
Men vinden ville ikke lade dem være.
Cyklerne står og drypper lige så stille nede i cykelkælderen nu. Jeg drikker varm kaffe foran skærmen, og min søn sidder på gulvtæppet på sit værelse og leger - det kan jeg høre på de hviskede lydeffekter [Woosh, bang, sing, gang].

Det er søndag.

Ryst ordene

2006-11-04T14:26:00.000+01:00

Vingemodstand. Snusforskudt. Alvårlig. Kernebrøde.

Trækfuge. Agkreation. Undskyl.

Fjertakt. Cirkusse.

Tugt og tone.

Fredag

2006-11-03T21:07:00.000+01:00

Woody Allen-film, et glas rødvin, min dyne, en spindende kat ved knæhaserne.

Mit forsøg på at kurere novembersløjhed og slet humør.

Dødes bånd III

2006-11-03T15:23:00.001+01:00

Ansøgningen om midler til projekt Salome er sendt af sted. Ah.

Nu gælder det romanen igen- og mange af de sidste dages indlæg om død og ødelæggelse kommer fra mine tanker omkring denne historie, der er dejlig grum og bevæger sig mere i retning af horror end jeg havde regnet med, da jeg begyndte at strikke mit plot.

Hele dagen har jeg haft disse billeder i hovedet - af en vanvittig kamp på liv og fornuft mellem en mand og hans mors spøgelse. Replikker tager form, når jeg står i kø i Fakta med brød og mælk i kurven. Een gentager sig igen og igen. Spøgelsets mund skriger den, da manden søger forsoning og kærlighed: "Mor er død".

Association

2006-11-02T09:53:00.000+01:00

Børnene fra vores lille asfaltgård var i konstant krig med den tilstødende gårds børn. De to gårde var adskilt af et stort og meget højt plankeværk. Man rullede skraldevognene hen til plankeværket og kravlede op på dem. Små asfaltstumper, sten og sand fra gårdens lille sandkasse (fuld af kattelort) blev kylet over plankeværket mod de fremmede små møgunger. De værste skældord, man kendte, (det var 80erne, så et af dem var "skråt op") blev råbt og skrålet. Man greb så hårdt om plankeværket i ophidselse, at mange splinter måtte pilles ud af de bløde barnehænder bagefter. Man stoppede angrebet, når en eller anden voksen smækkede sit vindue op og skreg "Hold så kæft", eller hvis det var min mor: "Hold bøtte dernede" (hun bandede aldrig).
Jeg kunne ikke fordrage at være i krig, men man kunne ikke melde sig ud. Jeg var så i stedet et af de børn, der samlede skyts. Jeg gik rundt i gården med øjnene mod asfalten for at finde småsten og løs asfalt, jeg hentede sand i mine knytnæver. Der var én stiltiende regel: ingen glasskår.

Døden for børn

2006-11-01T22:14:00.000+01:00

”Døden og Englen” af franske Kitty Crowther udkom på Klematis for to år siden og er en stilfærdig fortælling om den (lille) mand med leen, der gør sit arbejde:

”Der er ingen, der ved det, men Døden er et herligt, lille væsen./ Den går omkring uden at støje, banker stille på døren og nærmer sig forsigtigt den døende./ Den tager folk ved armen og fører dem med sig. Der er aldrig nogen, der snakker med den.”

Døden er ensom i sit triste arbejde. Alle frygter den og gyser ved dens ankomst, indtil Døden skal hente en meget syg pige.
Tegningerne er afdæmpede og enkle og fint afstemt teksten. Bogens slutning er en anelse for sentimental for min smag, men historien er som helhed original, tankevækkende og rørende.

I år udkom ”Små døde dyr” af Ulf Nilsson og Eva Eriksson på Gyldendal, og den er ganske enkelt fantastisk. Min egen søn er blevet for stor til billedbøger, hvilket ærgrer mig, for denne bog er et kup for enhver forælder, der kan lide at læse højt. (Jeg må ud og låne et par børn i rette alder).

”Vi startede et firma, der hed Begravelsesselskabet. Vi ville faktisk lave verdens bedste begravelser og hjælpe alle de stakkels, døde dyr, der lå på jorden. Det var Esthers job at grave. Jeg skulle skrive digte. Og Futte skulle græde.”

De tre børn går på jagt efter døde dyr og begraver blandt andet en humlebi, tre sild fra køleskabet og et påkørt pindsvin. Imens taler de indbyrdes om døden, og deres replikker er både komiske og tragiske og kommer godt rundt om døden og dens konsekvenser. De to ældre børn forsøger for eksempel at forklare lille Futte, at han også vil dø:

”Mig?”, sagde Futte. ”Dø?” ”Ikke nu, din dumme unge”, sagde Esther. ”Når du bliver gammel,” sagde jeg, ”så skal du dø.” Futtes underlæbe begyndte at dirre. Han sagde: ”Jamen så bliver mor og far kede af det …”

Illustrationerne er varme, venlige akvareller, der giver bogen en fornem balance ved at løfte sit emne bort fra det dystre og ind i en lys hverdag. Susanne Vebel har oversat bogens rørende vers med stor poetisk sans og finfølelse.”Små døde dyr” kan stærkt anbefales, også til voksne.

Lån bøgerne på biblioteket:

Døden og Englen

Små døde dyr

Halloween ...

2006-10-31T23:44:00.000+01:00

"I am the ghost of an infamous suicide, / My own blue razor rusting in my throat. / O pardon the one who knocks for pardon at / Your gate, father—your hound-bitch, daughter, friend. / It was my love that did us both to death."

- Sylvia Plath

Transylvanien

2006-10-30T17:29:00.000+01:00

”Dracula” af Bram Stoker er mig bekendt den eneste roman, der har formået at gøre et virkeligt land til en myte.

Der er voksne mennesker, der ikke ved, at der er tale om et eksisterende landområde.

Romanen må have grebet dybt ind i transylvaniernes levevis og selvforståelse. Hvordan påvirker det et menneske at blive regnet som del af en fiktion?

H.C. Andersen-året havde trods alt ende. I Transylvanien er det altid Dracula-år.

2006-10-29T19:49:00.000+01:00

Husk at klikke forbi de nye anonyme hemmeligheder på Post Secret.

Søndagsvask

2006-10-29T16:58:00.000+01:00

Vi er vist lovlig glade for den stribede tøjmode her i huset. Vasketøjsstativet ligner idag en fangeflugt.

Rum

2006-10-28T19:54:00.000+02:00

Få rum er så grusomme som venteværelset.
Kun et rum, der vist ikke længere eksisterer, overgår det i ondskabsfuld: kælderrummet med gammeldags kontakter, der brummer ildevarslende og lader lyset gå ud, pludseligt, efter et minut.
Efterlader dig i mørket med bange hænder, der må famle efter kontakten på vægge klistrede af spindelvæv.

Lokalt

2006-10-28T16:55:00.000+02:00

Den, der lader sin cykel stå ude i efterårsnatten, finder næste dag sin sadel våd og cykelkurven fuld af brune blade og skrald. Hvis hun er heldig.

- ordsprog fra Københavns nordvestkvarter

[Forbehold: Illustrationen kan muligvis give et fejlagtigt indtryk af nordvestkvarteret.]

Fortids næring

2006-10-28T13:30:00.000+02:00

"Et barn, man ønsker et langt liv, skal man lade sidde oppe på de afdødes navnes grav."

- grønlandsk ordsprog

Uddrag

2006-10-27T22:42:00.000+02:00

Her korte uddrag af den roman, jeg arbejder på, med arbejdstitlen "Dødes Bånd".

"Noahs øjne var grå, kun grå. De havde farve, som en almindelig, finkornet fortovsflise af den slags børn foretrækker at tegne deres kridtstreger på, fordi den hverken flår kridtet eller smuldrer stregen."

"Vera mistede aldrig besindelsen, da hun levede. Hun rasede ikke eller råbte, men var stolt af sin stærke selvkontrol, der tillod hende altid at opføre sig dannet og mådeholdent. Men sådan var det ikke længere, noget havde forandret sig, og det skræmte Vera. At dø havde tippet noget i hende. Hun havde en mistanke om, at hun slet ikke længere var Vera, men snarere Vera. Et navn man hvisker."

Tillægsord

2006-10-27T11:09:00.000+02:00

Det passionerede forhold, jeg havde til tillægsord, da jeg var barn, er ved at krakelere.

Man kan ikke regne med tillægsord. De ser sommetider vigtige ud og i virkeligheden så bare fyld og facade, der med fordel kan slettes.

Men sætninger uden virker ofte nøgne.

Det er altid tillægsordene, der gør mig i tvivl.

Som barn stablede jeg dem op i alle mine stile, og nu stirrer jeg kritisk på de få, jeg bruger.
Paradokset er, at beskrivelser tit bliver mere præcise, jo færre beskrivende ord jeg benytter.
Jeg kan acceptere det, men ikke helt forstå det.

Mine ord, mit sprog

2006-10-27T10:47:00.000+02:00

I det hele taget er mit forhold til ord mere personligt end de flestes. Jeg husker for eksempel tydeligt første gang, jeg mødte "utopi". Jeg var omkring elleve år, og ordet charmerede mig fuldstændigt. Jeg kan stadig ikke sige det eller skrive det uden at føle mig en smule forført. Det er måden det ligger i munden på: "u-to-pi". Og det er måden, det kunne forklare begge mine forældres stræben med kun fem bogstaver - det som havde undret mig så længe. Nogen gange kan kendskabet til et nyt ord betyde opklaring og forståelse for livsområder, der har ligget i tåge.

Salome

2006-10-26T21:42:00.000+02:00

D. 10 december 1903 havde Oscar Wildes stykke ”Salome” premiere på Dagmarteatret i København og vakte skandale.

[Stykket handler om Salome og hendes begær efter Johannes Døberen, der afviser hende og bøder for det med sit liv, da hun forlanger hans hoved på et fad af hendes Onkel Herodes som betaling for, at hun danser for ham: de syv slørs dans. Stykket slutter med vanvittige Salome, der grådigt kysser Johannes hoved og Herodes forfærdede bud om hendes henrettelse.]

Publikum måtte tysses på, og dagen efter haglede bl.a. Politikens anmelder, Sven Lange, stykket ned. Biblens ”skønne stof er atter blevet misbrugt – denne gang af en Forfatter, som ikke har villet bruge det til andet end en Ventil for sin betændte Fantasi.”

Den sparsomme ros, stykket dog fik, gjaldt kostumer, scenografi og – hovedrolleindehaveren Anna Larssen. Ung, talentfuld og feteret. Særligt hendes dans henrykkede de mandlige anmeldere. Annas præstation var "af kysk Skamløshed, af ubevidst Perversitet, strængt holdt indenfor Skønhedens Linjer, saa selv Dansen, hvor det yderste var vovet, ikke blev over grænsen".

”Salome” trak trods kritikken fulde huse og blev en skandalesucces.

Men det vakte endnu større furore, da Anna Larssen seks år senere forlod scenen og lagde sine forføreriske roller bag sig en gang for alle – for at blive vækkelsesprædikant.

Chok

2006-10-26T20:17:00.000+02:00

Et af mine tidligste minder er et skrig. Sådan et der skærer verden igennem. Det var min mors skrig, højt og mæt af katastrofer. Hele min krop reagerede, dirrede i rædsel, spænede gennem lejlighedens uendelighed. Ud i køkkenet, hvor skriget var kommet fra, og der stod hun, min mor, med hånden presset mod sit bryst, og hendes hænder var ikke faldet af, køkkengulvet havde ikke åbnet sig og opslugt hende, og hun lo nu. Genert og rødmende, mens hun pegede på en stor guldsmed, der sad på køkkenbordet.

Jeg var ikke lettet, men oprørt over, at hun kunne ryste min verden over et ubetydeligt insekt.

Note

2006-10-26T20:16:00.000+02:00

Alle minder er kunstnerisk bearbejdede.

Mørk aften

2006-10-25T18:39:00.000+02:00

Efteråret er mig fjendtligt stemt idag, det er mig alt for snævert, som en krympet uldtrøje, jeg ikke kan få ned over hovedet.

Jeg har lagt alle bøger til side. Ingen intellektuel eskapisme til denne dame, ikke i aften. Det eneste, der dur, er sødme så det driver.

Dynastes Hercules

2006-10-25T13:42:00.000+02:00

Herkulesbillen har hudpanser og hårde dækvinger, der gør den i stand til at overleve ulykker eller angreb, der ville invalidere

neurotikere, narcissister, kvinder, børn, småfolk, katte, tøvende argumenter

sammenstødet med persona, attitude, hud, undvigelsesstrategier

forårsage alvorlige skader i form af

smerte, kynisme, bristede

Man kan forestille sig et gensidigt afhængighedsforhold mellem billen og

Dynastes Hercules lever af bl.a. saft fra sårede træer.

Af fællestræk kan man nævne bidende munddele, der er fremadrettet.

Onsdag morgen

2006-10-25T07:39:00.000+02:00

Min morgen er omtumlet; natten klæber til mig. Jeg drikker kaffe af mit yndlingskrus, rister brød og læser nyheder, for at vriste mig fri og ind i hverdagen. I nat drømte jeg, at jeg var højgravid og kun timer fra at nedkomme - de første kramper jog gennem mit skød.

Jeg mærker stadig ekkoet fra barnets bevægelser i mit indre.

Jeg er for omtåget til Jung, Freud og de andre drømmeanalytikere. Lige nu bare forvirret. Og med min flade, tomme mave føler jeg mig urimeligt berøvet.

Dobbeltsengen

2006-10-24T16:02:00.000+02:00

Hun havde sovet i venstre side af den dobbeltseng hver nat i fyrre år, og det ville hun ikke lade hans død ændre på. Deres voksne søn havde tilbudt at hjælpe med indkøb af en ny seng og så få smidt den gamle dobbeltseng ud eller båret ned i kælderrummet, men hun havde pure afvist forslaget.

Men hver nat, når hun satte sig på sengekanten og besværligt fik benene op i sengen og lagt sig til rette, mærkede hun tomheden i højre side af sengen som en frysende kulde. Hans dyne lå der. Puden også, den lugtede stadig af ham, krydret og salt.

Hun forsøgte at lægge sig i midten. Det føltes forkert. Som om hun krænkede et rum, han stadig ejede, selvom han ikke var der til at fylde det.

Men en sen aften fik hun en idé. Det tog tid at bære de tunge bøger hen til sengen. Med de tynde arme værkende lagde hun hans yndlingsbøger, hvor han før havde ligget. Alistair Maclean, Nevil Shute, Blixen, Steinbeck. Langsomt byggede hun en krop af bøger på hans lagen og trak dynen blidt op over dem.

Da hun træt kravlede i seng, bulnede bogkroppen ved hendes side. Den udsendte sin egen lugt af gammelt papir. Billeder flimrede gennem hendes tanker; hvor ofte han havde siddet i sengen med en af de bøger i sine store, varme hænder. Hun faldt langsomt hen med tyngden af historierne i sengen ved siden af sig.

Barndom I

2006-10-23T21:08:00.000+02:00

Jeg havde aldrig lus som barn.

Selv ikke når alle i klassen havde kriblende og krablende hovedbunde. Jeg havde en hemmelig mistanke om, at mit hår og min hovedbund var forkert på en eller anden måde.

Først da jeg for et stykke tid siden blev smittet for anden gang af min søn, gik det op for mig, at jeg som barn aldrig var tæt nok på et andet hoved til at få lus.

Sådan er det ikke længere.

Barndom II

2006-10-23T21:00:00.000+02:00

Jeg arbejdede som piccoline i Lilly Brudekjoler på Strøget. Der blev indprentet medarbejderne at undgå at sige "taske", når en svensk kunde blev betjent, men i stedet bruge ordet "portemonnaie". "Taske" betød nemlig luder, og man måtte endelig ikke støde kunder, der ikke kendte til dansk.

Jeg var seksten år gammel.
Hver gang jeg hørte nogen tale svensk i butikken, begyndte jeg at fnise. Associationen var nok.

Der er dage

2006-10-22T18:36:00.000+02:00

Hvor jeg har mere fortid end fremtid.

Min Inderste Hemmelighed - hver søndag

2006-10-22T10:43:00.000+02:00

Søndag betyder nye anonyme hemmeligheder.

Kender du ikke projektet i forvejen, er det værd at kigge forbi siden.

Noget lignende er forsøgt i Danmark på http://www.jegtilstaar.dk/. Her tilstår man nemt og bekvemt over nettet, hvilket resulterer i plathed, perversiteter og ligegyldig småsnak. Den danske variant har intet af den power og mærkelige skønhed, man finder på den amerikanske Post Secret, hvor postkortene bliver nøje udvalgt, og der er specikke guidelines til hemmelighedsteksten:

"Be brief - the fewer words used the better.
Be legible - use big, clear and bold lettering.
Be creative - let the postcard be your canvas."

Lad os få det på det rene!

2006-10-21T19:52:00.000+02:00

Jeg er ikke mor for at såre de barnløse.

Jeg er ikke intelligent for at udstille de dumme.

Jeg er ikke ung for at håne de ældre.

Jeg er ikke køn for at kunne vække misundelse i de grimme.

Jeg er ikke single for at kritisere tosomheden.

Jeg er ikke feminist for at provokere mænd.

Jeg er ikke uddannet for at hovere overfor de ufaglærte.

Jeg er ikke gudløs for at krænke de troende.

Jeg tror ikke på mig selv for at irritere de usikre.

Jeg er ikke dansker for at udgrænse andre nationaliteter.

Så hvorfor tager du mig personligt?

Efterårsregn

2006-10-20T23:06:00.000+02:00

"Husk nu at få vejret med i din forbandede bog - vejret er meget vigtigt at få med.

(Ernest Hemingway i brev til John Dos Passos, 1932).

En kvindes ansigt

2006-10-20T20:05:00.000+02:00

Der er et dejligt foto af Morten Sabroe på forsiden af Weekendavisens bogforside i dag, taget helt tæt på, så man får et intimt indtryk af den modne forfatter. Der er ikke gjort noget for at skjule hans pandes dybe furer, poserne under øjnene eller det stænk af gråt hans hår har i tindingerne - tværtimod understreger lyssætningen nærmest disse tegn på erfaring og aldring: her er en mand, der har levet!

Er der derimod et billede af en kvindelig forfatter i avisen, kan man være sikker på, at hun er smuk, og at billedet er retoucheret eller taget i "forskønnende" lys. Ofte kommenterer anmelderen også skønheden og bærer over med den: at forfatterinden er smuk, skal ikke ligge hende til last og bør ikke misforstås af læseren; bogen kan stadig være viis og velformuleret. Derfor heller ikke for store billeder af disse skønne forfatterinder, for avisen kunne komme til at se useriøs ud.

Det er et problem, at en kvindes ansigt næsten aldrig vurderes som karakterfuldt, stærkt, interessant. De store forfatterportrætter i aviserne er forbeholdt modne mænd, og kvinderne fravælges, fordi de er problematiske, både når kvinden er for pæn og når hun er for grim - og flere kategorier findes åbenbart ikke. (Skønt Susanne Brøgger somme tider virker som en kategori for sig selv: smuk og karakterfyldt på een gang, kaster redaktionerne sig over hende med et lettet gisp.)

Man kunne argumentere, at det kun er godt, at fokus trækkes væk fra de kvindelige forfatteres udseende og holdes på værkerne i sig selv. Men en bogs success og forfatterens karriere hænger tæt sammen med PR, omtale og genkendelighedsfaktoren. Et billede sælger bøger. Spørgsmålet er så, om redaktørerne har ret? Er det bedre at udelade et billede af en forfatterinde, såfremt hun ikke indtagende køn, fordi et sådant billede gør et dårligt indtryk? Det kan jeg virkelig ikke tro. Slet ikke når det drejer sig om Weekendavisens læsere, der skulle være en veluddannet skare. Når det kommer til stykket, er det indsigt i et spændende menneskes personlighed og liv, vi søger i et forfatterportræt. Lad os se de furer, poserne under øjnene og de sølvgrå hår. De bærer historien.

(NB: Nu mere om kvindeansigtet i kommentarfeltet.)

Aften

2006-10-19T22:19:00.000+02:00

Det er godt her i mit hjem i en lejlighed i nordvestkvarteret, København, når det er storbymørkt, vinden river i hvidtjørnen, og naboerne buldrer blidt i opgangen. Når jeg har været væk, må jeg overgive mig til det hele og holde selv af mit gamle køleskabs neurotiske brummen.

[Brum, brum, piiivuuu, brum, brum, snurre, snur, snurre, brum].

Abstinenser

2006-10-19T16:10:00.000+02:00

Efter dage i Midtjylland - hvor man ikke behøver at låse sin cykel, og ingen gratisaviser bliver delt ud - kan jeg konstatere, at en blog er afhængighedsudviklende.

?

2006-10-14T12:58:00.000+02:00

Er hinkestenene døde?

Kulturnat

2006-10-14T00:30:00.000+02:00

Det er sent. Vi er hjemme efter at have været på rundtur i Kulturnatten.

Initiativet er godt. Men køerne, overudbuddet af events, foredrag, underholdning ... Kulturnatten drukner næsten i egen succes.

Men jeg har i nat bl.a. hørt live rap, holdt en maskinpistol, (det er ikke en metafor), forsøgt mig med middelalderlige fløjter, set en bil blive klippet i stykker og spist ristede mandler og jordbærsoftice.

Min søn sad i bussen hjem med røde kinder og halvsov, mens han knugede om sin grønne hjemmeværnsballon.

(Illustrationen er derfor en grov overdrivelse, men det ser vi stort på i disse nattetimer. Måske plakaten ryger i morgen tidlig, når den kritiske sans er slået til igen).

Godnat derude.

Tegn på efterår i København

2006-10-13T12:57:00.000+02:00

Skolernes motionløb afholdes på alle pletvist grønne steder.
Cykelhandlerne holder udsalg.
Man kan købe lyng, lyng i hver en blomsterforretning.
Busserne proppes.
De kvindelige cyklister har ikke nederdele og kjoler på længere.
De første flyverdragter bliver luftet.
Under kastanietræerne ligger kun de grimmeste tilbage og de nedtrådte; resten er kapret til tændstiksdyr.
Kulturnat.

Min morgens freudian slip:

2006-10-13T08:36:00.000+02:00

Childhook.

Trivi

2006-10-11T21:49:00.000+02:00

Nede på vores lokale antikvariat, hvor jeg i perioder ret ofte var med min mor og købe billige kærlighedsromaner (fem for en tier), var forsiderne til stor benovelse for mig. Jeg kunne endnu ikke læse ordentligt, men billederne - ofte indrammet i et hjerte eller lignende - fascinerede. Og satte gang i mange uskyldige og pirrende fortællinger i mit lille pigehoved.

Min mor hentede mange af sine drømme fra disse knaldromaner. Der blev sukket dybt i sofaen.

Jeg er opflasket med triviallitteratur. Selv om mit studie i Litteraturvidenskab på universitetet fjerner mig længere og længere fra disse historier, har de en særlig plads i mit hjerte. Min mor var sjældent mere smuk, end når hun med røde kinder og et blankt blik lagde sådan en roman fra sig, slut med et kys og stor kærlighed. Der var ikke mange andre steder, hvorfra hun kunne drage næring og lade sig forføre.

Ord

2006-10-11T07:59:00.000+02:00

Har du kendt et ord i årevis og aldrig udtalt det, for til sidst at gøre forsøget - og så viser det sig, at din udtale er helt forkert?

Først må du gentage ordet for din samtalepartner, siden stave det, hvorefter hun ler overgivent og retter din udtale med slet skjult fornøjelse. (Dette er naturligvis et retorisk eksempel).

Det er sket for mig adskillige gange gennem årene.

Det drejer bl.a. andet om:

"Yacht"- som teenager kom jeg fra den vildfarelse, at der var tale om ord med næsten samme udtale som spillet Yatzy, altså at c'et udtaltes som et spidst s.

"Koparret" - Jeg havde fået delt ordet forkert og derfor aldrig fattet denne urbeskrivelse af skurke. "Ko-parret" virkede godt nok som noget grimt, men hvorledes det gav sig udtryk på skurkens ansigt lå altid hen i det uvisse.

I det hele taget hænger et ords udtale og rytme sammen med dets betydning for mig. Kom ikke og sig, at "efterår" og "autumn" er det samme.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan en døv oplever sproget, når det nu er tavst for ham.

!

2006-10-10T18:59:00.000+02:00

"Jeg er med alderen kommet til forståelse af, at det i grunden er mere comme il faut at være død end levende".

- Karen Blixen

Grædende kvinde

2006-10-10T18:26:00.000+02:00

I eftermiddag kørte jeg forbi en ung, cyklende kvinde, der græd af frustration og svingede en arrig knytnæve over styret.

Det var en lettelse at se hende i sådan et røre.

Jeg følte en genkendelse og kunne mærke min egen empati række ud. Og hun fik mig til at huske, at ikke alle fremmede er enten lykkelige eller ligeglade (de ser bare ofte sådan ud).

Hun var så menneskelig i sine tårer, der på cykelstien. Alligevel hader jeg selv at græde i offentlighed.

Fantasticon

2006-10-09T17:30:00.000+02:00

Prøv noget nyt!

Alle har en indre elver.

Eller nekromancer.

(Programmet byder på bl.a. foredrag om Star Trek-fans, interview med Bornholmfantasy-forfatter Dennis Gade Kofod og oplæg om gysets psykologi).

Gadelugte

2006-10-08T15:23:00.000+02:00

Fra et åbent kældervindue duften af sæbe fra et vaskeri.

Søndag at passere bageren. Lugten af lune brød og kager ... Mmh. Svært at modstå, hvem gider at prøve, kom bare med det, fyld den brune pose op.

Sen eftermiddag at komme forbi vinduer på klem, bag hvilke der laves aftensmad. Af en eller anden grund dufter mad endnu bedre, når man går på gaden.

Men en lugt, jeg afskyr, er stanken fra varm asfalt, der just er blevet lagt på vejen af arbejdsfolk og presses flad af damptromlen.

Lugten af en fugtig blækhat ved jeg aldrig, hvad jeg skal synes om.

Jeg elsker, hvordan lugten af himmel og blæst sætter sig i min søns hår.

Dagen efter fest

2006-10-08T14:56:00.000+02:00

Mit køkken er en skov af glas. Der er sjatter. Jeg har aldrig set mine forældre drikke alkohol. Jeg har aldrig set. Mine forældre. Berusede. Er jeg så skånet?

EN aften for længe siden dansede min far moderne med en ræv i øjnene. Der var han kortvarigt beruset, kunne jeg se, men af fest, af selskab og kortvarig glemsel. Det er et af de øjeblikke, jeg vil huske altid.

Næste dag var hans alvor tilbage, tung, som en slags tømmermænd.

Der står en skov af glas i mit køkken.

Advarsel

2006-10-04T15:49:00.000+02:00

Kynikere ingen adgang i dag!

Revisorere, tandlæger og bankfolk kun i følgeskab med et barn.

Den lille missekat

2006-10-04T15:31:00.000+02:00

Der var engang en lille missekat, grå som en vej.

En dag fandt den lille missekat et nøglehul på sit bryst. Men lige meget, hvor meget den vendte og drejede sin smidige missekattekrop, kunne den ikke se ind af hullet, selvom den var nysgerrig, så knurhårene dirrede.

Den lille missekat bad en ven om at kigge ind af nøglehullet, og vennen fortalte henrykt: "Der er en stjernehimmel derinde, så stor som noget katteøje rækker".
Så bad den lille missekat en fremmed se ind af nøglehullet. "Det er jo bare et kosteskab", gabte den fremmede og gav sig til at sove.

Ingen af delene kunne den lille missekat tro. Den spurgte ikke flere.

Men en dag vil den måske finde nøglen, der passer med et klik.

Hvis jeg var den grå lille missekat, ville jeg aldrig holde op med lede.

At skrive

2006-10-02T11:28:00.000+02:00

"At skrive er at tro".

"At skrive er at lyve".

"At skrive er at strikke".

"At skrive er at forstå."

"At skrive er forsøg på hjernevask".

"At skrive er at underholde".

"At skrive er at være egen terapeut".

"At skrive er et udslag af egocentricitet".

"At skrive er at udvide".

"At skrive er at indsnævre".

???

Plot

2006-09-30T11:31:00.000+02:00

Jeg elsker plot! Og er det ikke fantastisk, at en forfatter kan arrangere hændelser, så de virker sammenhængende, er i balance med hinanden og ladet med mening. Er det ikke samme strategi, man bruger med sit eget liv og dets erfaringer? Når man ikke får kædet sit livs oplevelser sammen i en form for plot, så opstår en følelse af håbløshed. Ved at læse mange plotstrukturede bøger, forsøger man at lære at fortælle sit eget liv på en meningsfuld måde?

Det der med at stå på skuldrene af tidligere generationer

2006-09-28T14:58:00.000+02:00

Jeg følger et kursus i europæisk middelalder på Københavns Universitet for tiden. Midt i notetagningen igår - omkring klosterbevægelsernes opståen - fattede jeg et kort øjeblik, hvor mange mennesker min egen lille forfængelige eksistens er betinget af, og jeg kunne i flere minutter herefter efter ikke høre, hvad mine underviser sagde. Mine synapser i hjernen udviser svaghed i at tænke historisk. Når jeg ser mig omkring, tænker jeg, at der måske er tale om en epidemi?

Børns bøger

2006-09-27T13:11:00.000+02:00

Så hold dog op med at lade som om et barn ikke kan knytte sig til en bog! Lad vær at bilde dig selv ind, at det er lige meget, om de eneste bøger, barnet kan knytte sig til, er fedtede små pixibøger! Tro ikke, at det er i orden, at du bare låner biblioteksbøger hjem i en lind strøm, og spørg dig selv, om du ville turde elske en ven, du vidste, kun var der i en måned?

-

2006-09-26T17:34:00.000+02:00

Hvorfor ordet "spinatfugl" er så utiltrækkende, mens jeg holder af "sirup", og "læskende" giver mig kuldegysninger, fordi det står og vipper i mig mellem lyst og ulyst?

2006-09-26T12:11:00.000+02:00

Sprudlende humør. Kom an, verden.

For der vokser flade, brune svampe i plænen uden for mit vindue.
Mit søn kastede sig i min favn, da han kom fra skole.
Det Kongelige Bibliotek lugter af linoleum og ældet papir og barndom.
Sommeren forbløder langsomt og rørende smukt.

Beskedne gravskrifter

2006-09-25T12:51:00.000+02:00

"Excuse My Dust. "

[Dorothy Parkers forslag til eget gravskrift]

"Here lies one whose name was writ in water."

[John Keats forslag til eget gravskrift]

Vidste du ...

2006-09-23T12:40:00.000+02:00

Kristeligt Dagblad havde i går en ekspertudtalelse af en spykolog.

Når jeg bliver stor, vil jeg være spykolog. Jeg har på fornemmelsen, at det involverer en kikkert, en notesblok, en tæppeklædt divan, insekter og muligvis kropssekreter. Hvilke andre professioner kan tilbyde mig det?

Humørringen

2006-09-22T11:42:00.000+02:00

Der var ikke fordi, der ikke blev talt i huset, men mere at det, der blev sagt, var hende komplet ligegyldigt. Det var ikke det, at folk ikke snakkede om deres indre liv, men mere det at ingen af hendes søskende eller forældre så ud til at have et indre liv.

Hun sagde ingenting.
Hun sagde det ligegyldige.
Hun ville til enhver tid benægte et indre liv.

Men hun var ti år, hun havde klassekammerater. En dag havde sådan en klassekammerat noget med i skolen. Først lå tingen på bordet. Så satte klassekammeraten tingen på sin finger.

I frikvarteret fandt alle ud af, at det var en humørring. Hun så, at når de andre prøvede den på deres fingre, skiftede stenen fra gul til rød til grøn til blå. Nogen rakte hende humørringen. Men hun kunne ikke tage imod det. Hun var rædselsslagen, og hendes ben tog hende med sig, begge to styrtede hende ud af lokalet og ned af den lange gang og ud i skolegården og hele vejen hjem til rækkehuset.

Næste dag sagde klassekammeraterne ingenting.
De sagde det ligegyldige.
De ville til enhver tid benægte hendes indre liv.

Så kom dagen

2006-09-21T10:59:00.000+02:00

I dag bliver jeg 30 år. Det gør mig ikke noget. Jeg har det helt fint med det. Hvorfor skulle det genere mig?

Gule øjeblikke

2006-09-20T12:15:00.000+02:00

I dag blev kantstenen ved 5'erens stoppested på hjørnet af Frederikssundsvej og Glasvej malet gul. Jeg så det blive gjort. To ældre malere i plettede kedeldragte gjorde det med langskaftede ruller. Malerbøtten stod på et stykke stift pap. Jeg stod i vindretningen og har aldrig lugtet så giftig en maling. Under de gule striber kunne man på malerbøttten skimte et stort rødt flammeikon. Malerne nåede at blive færdige lige inden bussen kom.

Bussen var gul. Passagerne trådte omhyggeligt over den nymalede gule kantsten. Inden i bussen havde chaufføren fæstnet en gul kunstig solsikke til møntvekslerbordet.

Alle disse poetiske tilfælde.

Mens vi kørte, besluttede jeg mig for at skrive om det på min blog. Men tanken meldte sig, at jeg begrænsede mig med kun at ville se de tre sammenfald. Jeg så ud af vinduet, og alt i gult trådte frem for mit blik! Butiksfacader, spisesedler, efterårsblade, grapefrugter i kasser og skilte. Jeg kører på Nørrebrogade hver dag, men idag var det ikke længere Nørrebrogade. Det gule pumpede gaden levende. Alt gult forbandt sig til at pulserende bånd og blev til en organisk skinnende vej til byens hjerte lige så umulig som Dorothy's.

Min krøllede hjerne giver mig øjeblikke af umådelig skønhed.

Var det noget, du kunne ønske dig til din fødseldag, Rachel?

2006-09-19T09:50:00.000+02:00

Er der en hentydning her et sted?

Livsbaner

2006-09-18T12:17:00.000+02:00

At min far syntes, jeg skulle blive filosof, når jeg blev stor.
At min mor syntes, at jeg skulle blive frisør, når jeg blev stor.

Det var ikke nogen voldsom splittelse for mig. De startede begge to med f.

Skår

2006-09-16T12:31:00.000+02:00

København er glasskårenes by. Jeg vidste det som barn, men havde glemt det. At pille et hvidt skår ud af sandalsålen. Fryden ved at finde et sjældent rødt skår fra et knust katteøje i kantstenen.

Nede foran Nykro er skårene altid grønne.

Hvad Lille Line vidste

2006-09-14T12:29:00.000+02:00

"Og Lille Line så, at hun sad i en hånd så stor som et cirkus. Det fik hende til at holde op med at skrige. Hun stirrede forbløffet på de enorme fingernegle, på mønstrene i huden, der var som plovfurer. Jo, Lille Line var stum af forbavselse, da hun blev sat ned ved siden af et bjerg, der vist nok var en næse.

- Lille Line, kom nærmere og se på mig, lød den store stemme, og Lille Line gik forsigtigt fremad, til hun nåede et øje. Hun klatrede op på en øjenvippe og stirrede ud på iris, der flyttede sig rundt for at finde Lille Line. Og inde i øjet var der et glimt, som Lille Line huskede. Der var noget ved den måde, øjet var blåt på, og noget ved den måde, pupillen skinnede på, der fik hende til at le og blive varm i maven.
- Lille Line, genkender du mig? Hviskede stemmen blødt.
Lille Line nikkede til det store øje, kravlede ned af øjenvippen og ud på kinden, hvor hun lagde sig fladt ned.
- Ja, mor. Jeg husker dig, sagde hun og kyssede den varme hud."

(Uddrag af billedbogstekst "Hvad Lille Line vidste")

Romersk ordsprog

2006-09-13T17:56:00.000+02:00

"Bogstaver rødmer ikke".

Gåde

2006-09-13T17:54:00.000+02:00

Hvorfor en nydelig midaldrende mand, der stiger ind i metroen iført pæne sorte bukser, skjorte og blanke sko, lugter så kraftigt af lejrbål og grillede pølser, at jeg må standse vejrtrækning gennem næsen?

Dikotomier

2006-09-12T14:44:00.000+02:00

Jeg læser "Det Gyldne Kompas" af Philip Pullman højt, et kapitel hver aften under dynen inden sengetid. For fjerde gang læser jeg det stik modsatte end hvad der står. Min søn, som nøje læser med, protesterer igen. "Hun var glad" (nej, mor, "hun var ked af det"). "De trådte ind i det lyse værelse" (nej, "det mørke værelse"). Kan sprogpsykologien forsvare mig?

Søndag

2006-09-11T11:31:00.000+02:00

Der var et hvidt kryds på himlen. Vi cyklede ud for at finde skatten. Endte på Containervej langt borte ved pigtråd og ukrudt, hvor en flok gråspurve sad i en gammel blå brødkasse og nippede i hårde rundstykker. Min søn var skuffet. Vi tilbragte et kvarter i tavshed med cyklerne smidt i ukrudtet og så på et gammelt skib blive aflastet. Dets fragt var jord. Almindelig brun jord i en dynge. Var det skatten?

Gudrun Bolette

2006-09-07T12:56:00.000+02:00

Når der havde været selskab gik min oldemor, dengang hun var en lille pige i knæstrømper, rundt i stuen og lugtede nøje til sofahynderne, hvor gæsterne havde siddet. "Her sad Farbror Jørgen. Her sad Maiken. Her sad Mormor Freja."

Hver gæst sad stadig en smule i hynderne.

Planter og ukrudt

2006-09-06T08:52:00.000+02:00

Det skær i mig, når jeg ser vores gårdmand gå rundt med ukrudtsbrænderen, for jeg er opfostret på lignelser og metaforer, og det store spørgsmål, der trænger sig på hver gang er: "Ville du betegne dig selv som en prydsplante eller ukrudt?"

Bødlen

2006-09-05T11:53:00.000+02:00

Gunruds hoved var fastspændt til huggeblokken, der var hård og ru mod hans kind, og synet af hans bøddel, der kom gående mod ham, fik Gunruds krop til at dirre ufrivilligt, og hans vand ladtes. Folkemængden et sted bag ham, rundt om ham, begyndte at le højt. Summende stemmer alle vegne. Spot. Bøddelen stod nu på et par meters afstand i midten af Gunruds synsfelt. En sort, løs stofmaske med øjenhuller dækkede ansigtet, og bødlen fik overrakt en økse, som han med besvær tog i mod; dens tyngde hev i hans arme.

Derefter gik tiden i stå, forekom det Gunrud.

Bødlen stod stille i hans synsfelt i evigheder.

Overraskende lille og smal over ryggen, slog det Gunrud. Først da øksen blev løftet over ham, mængden pludselig tavs, gik det op for ham, at bødlen var en kvinde, og at hun græd.

(Aldrig)

2006-09-04T11:14:00.000+02:00

Undskyld forstyrrelsen. Vi undersøger tankemord. Ser du, "aldrig" er sluppet løs. Hvis du vil hjælpe med at forsøge at identificere ligene? Er nogle af disse dine tanker, kan du med sikkerhed genkende dem?

"Hun ringer sikkert (aldrig) tilbage"
"Det bliver (aldrig) bedre med tiden"
"Jeg skal bare (aldrig) øve mig, så bliver jeg (aldrig) bedre til det"
"Det nytter (aldrig) noget at blive ved"
"Jeg er jo (aldrig) nem at elske"
"Jeg må (aldrig) få hjælp til det her".
"Det ændrer sig (aldrig)".

Ord

2006-09-02T11:32:00.000+02:00

Har lige googlet ordet "suttetræ" og oplevet, hvordan viden kan forringe ellers smukke oplevelser. Kunne bedre lide ordet, da det i mit hoved ikke involverede rigtige sutter, men var en slags trøstetræ.

Hurra!

2006-09-02T11:21:00.000+02:00

Henrik Wivel introducerede i Weekendavisen igår et "suttetræ". Fantastisk ord, som jeg har haft på tungen siden.

Kejserkrone

2006-08-30T12:38:00.000+02:00

Dette er en allegori.
Dette er en virkelig hændelse.

Da jeg var barn, boede vi længe i et betonrækkehus med gård og have. Foran huset langs den flisebelagte gårds indermure var der tre smalle bede. Vi var tre døtre. En sommer fik vi af min mor tildelt et bed og tredive kr. at købe frø eller løg for på Amager Planteskole.
Begge mine søstre købte poser med blandede frø, som de såede i deres bede, som snart stod fulde af valmuer, ærteblomster, kornblomster og andre smukke, flygtige blomster.
Jeg brugte alle tredive kroner på ét løg. En kejserkrone. Jeg plantede løget mit i bedet, der ellers lå bart og nøgent hen. Ventede. Snart kom en lille plante op – blev større. Høj. Men den blomstrede ikke, de smukke orange kejserkroner kom ikke. Heller ikke næste år eller året efter. ”Hvorfor, mor?”. ”Det er jorden her”, svarede min mor, som selv var blevet skuffet i sine haveanstrengelser. ”Jorden er dårlig, og din plante får ikke næring nok. Den har brug for mere.” Men planten kom dog frem af jorden, trofast, år efter år. Det var bare ikke nok.

Varpigen

2006-08-28T12:34:00.000+02:00

Rosalia forvandledes hver fuldmåne til en lille pige med gyldent hår, fletninger og lyserøde perlemorsspænder. Ved midnat sneg hun sig klynkende ud og bort til forældrehuset, kunne slet ikke lade være; det var en sælsom sult. Den gyldenhårede sneg sig rundt om huset med runde øjne og prøvede at finde en vej ind i dobbeltsengen, men hver fuldmåne fandt hun vinduer og døre lukkede. SÅ hylede hun, græd og rasede, skreg og hulkede og lavede dybe kradsemærker i hoveddøren, indtil naboer smed ting ud af vinduerne efter hende.
Mor og far var blevet gamle, en smule svagelige og fik noget at sove på af lægen. De hørte ingenting.
Slukøret måtte den gyldenhårede pige gå hjem af mørke stier og ikke træde på stregerne, og hun havde endda laksko på der klemte tæerne.
Når solen stod op, vågnede Rosalia hjemme med splinter under neglene, blå mærker, vabler, men huskede intet. Hun tog på arbejde, hun klarede sig godt, købte selv ind, betalte regninger, hun gik i seng med sin elsker tirsdag og torsdag og kom næsten en gang imellem, hun lavede fine desserter og gik med make-up, for hun var voksen, var hun ikke? Og dog denne fuldmåneforbandelse? Måske fordi hun stadig havde alle sine mælketænder i en pailletbesat æske, som hun engang havde lavet i børnehaven. Den stod på hendes natbord. Det var bare af nostalgiske årsager.
Smid dine mælketænder ud, kunne man råbe. Så ville Rosalia måske ikke længere blive til en lille pige ved fuldmåne. Men hvad ville så ske? Hvilke skrig ville bryde frem i stedet? En lille gyldenhåret pige med vabler ved man, hvad er.

Idyl

2006-08-28T08:20:00.000+02:00

Det viser sig (på en cykeltur), at Idyllen ligger i Gentofte. Sådan spredt rundt omkring på Munkely, Frændevej og Aftenbakken med en lugt af vådt græs og æbler, der falder.

Anorektiker

2006-08-26T11:36:00.000+02:00

Jeg så hende i går på gaden, kvinden med storkebenene i stramme gympants. Hun vakte stor opmærksomhed, men lagde vist ikke selv mærke til det. Det ramte mig, hendes selvudslettende blik. Måske fordi jeg husker den følelse, der fylder hendes liv, fra en mørk periode af mit liv år tilbage. Lysten til at fylde så lidt som muligt, trangen til selvudslettelse.

"I hende herskede en længsel efter at være lille og kunne bevæge sig ubemærket igennem verdens gader, blive grebet af vinden og båret med til en bjergtop, hvorpå der boede en kongeørn, som brugte hende til at stoppe sin rede med og derefter dækkede hende med sin varme, bløde fjerdragt og udrugede hende og æggene under sig. Når rugetiden var gået, ville der lyde et lille knæk i hende, hun ville krænge skelettet af sig, og et lille gyldent lys ville stige op mellem skyerne og eksplodere i et glimt."

Min mis ...

2006-08-25T12:48:00.000+02:00

Mon det er traumatisk for en kat første gang, den ser et menneske klæde sig af? Den må vel oversætte tøj til pels? Ingen katte kan vel forestille sig at krænge sig ud af egen pels og putte den i vasketøjskurven.

Min kat, Oskar, var i en test udført for nyligt utroligt ligeglad. Men han er også hærdet, snart to år gammel og af hankøn.

Der mangler forskning på dette område.

Ham Polykrates og mere ...

2006-08-25T12:19:00.000+02:00

Det er ikke nemt at finde en blog-adresse, der ikke eksisterer i forvejen, men af en eller anden årsag var polykrates.blogspot.com ikke optaget. Sikke et ufatteligt held!

Jeg faldt over Polykrates historie for et års tid siden og har ikke kunne glemme den. En gut, der var forfulgt af lykken, simpelthen. Amasis, en af hans venner, mente, at lykke doseres ligeligt i alles liv, og Polykrates var ved at bruge sin ration i stor hast, da alt gik ham godt, og han flød i succes, kvinder, vin, rigdom. Han rådede Polykrates til at skabe balance ved at skille sig af med sin mest dyrebare og højtelskede ejendom. Polykrates tog imod rådet og kastede sin yndlingsring i havet. Ikke lang tid senere fandt han ringen i den fisk, der blev serveret til middag. Polykrates fortalte glædesstrålende sin ven om sit held, men vennen blev forskrækket, tog det som et ondt tegn og afbrød al kontakt med Polykrates, der ganske rigtigt snart blev forrådt, pint og korsfæstet.

Elsker de grækere. Dramatik, blod og død for alle pengene. Suk.