Min mor har været syg det meste af mit liv, også da jeg var en lille pige.
Hun fik også dengang meget medicin og sov det meste af dagen, så man skulle være stille og ikke larme eller le højt. Man kunne forsigtigt åbne døren til soveværelset på klem og se hendes tykke blonde hår stikke op over dynen i en rodet sky. Når sengen knirkede, betød det, at mor var ved at stå op. Eller at hun tungt vendte sig om på den anden side.
Om vinteren hang min mors store røde sjal i det mindste i entreen. Det slog jeg sommetider armene om og begravede næsetippen i. Det duftede så fantastisk af mor. Præcis lige som hendes varme hals.
6 kommentarer:
Meget poetisk formuleret.
Det er godt håndværk at vælge den sansning: sjalet og dets duft.
På den måde sætter du en positiv oplevelse op ved siden af dens triste baggrund og skaber en virkningsfuld og billedskabende kontrast.
Særdeles læsbart...meget!
Rød er sådan en stærk farve at bruge som metafor på baggrund af det triste. Soveværelset og huset og tilværelsen tager farve efter kontrasten til det enlige, røde sjal. En gråzonetilværelse tegner sig i mit hoved.
Kender du den lille pige fra ghettoen i Schindlers Liste? Filmen er s/h, men hendes kjole er koloreret, så den fremstår som en svag rød kontrast til resten. Det gør indtryk.
Et andet eksempel i levende billeder er Rufus Wainwrights version af Beatles' Across The Universe, hvor en lille pige med rød ballon skaber et alternativ - et håb! - til de Magritteinspirerede svævende mappemænd i det sodsværtede nordengelske fabrikslandskab.
Så tak for din intenst billedskabende passage om et barndomsminde, der kunne være taget ud af min barndom også, med en kronisk syg mor, og drømme om at snuse sig vej gennem hendes sjal (som var morgenrødepink), snuse mig helt igennem til en tilværelse, hvor hun ikke var syg.
Hvad f* er det for nogle intellektuelle kommentarer ? :-D
Men rigtig flot indlæg. Man kommer jo helt til at savne sin mor; selvom hun stadig lever :-)
Jeg er meget glad for jeres detaljerede kommentarer, der giver mig et godt billede af, hvordan I har opfattet og oplevet teksten. Det er sommetider svært at læse sit eget som en udenforstående. Hvordan virker det her? (Det er der ikke noget specielt intellektuelt ved for mig - det er bare kvalificeret feedback).
@Kære levende - tænk at vi har det til fælles, den kronisk syge mor og længslen efter hende, længslen efter at hun blev rask. Du beskriver det meget rørende. "... en tilværelse, hvor hun ikke er syg". Det præger nemlig alt for et barn, hele tilværelsen.
Kære Rachel, sådan en barndom havde jeg også. Det er en stor sorg at vokse op med en syg mor og den medfølgende frygt for at miste. Som jeg sidder her, kan jeg genkalde mig duften af mit barndomshjem og duften af min mor. Hun døde for seks år siden. Tak for en bevægende tekst.
Kære digtafon - man er ofte tilbøjelig til at tro/føle, man er den eneste med sådanne barndomsminder med sygdom og sorg ... Sådan er det slet ikke. Men det er ikke noget, man så tit snakker om eller sætter ord på, vel? For følsomt, nærmest tabubelagt, det med at have haft syge forældre.
Selv tak - for din varme kommentar.
Send en kommentar